Foredrag og koncert

 

Foredrag og koncert

Vi inviterer skolekreds, samarbejdspartnere, naboer og venner af huset til foredrag, spisning og koncert:

Tirsdag den 9. januar 2024 kl 18:00 - 21:00

Det (meste) er sandt 

Foredrag af Hans Wendelboe Bøcher

Selvudleverende, selviscenesat, selvcentreret foredrag om selvoplevede pinsler, en forsvundet oldemor og pinagtige historier om livet som søn, familiefar og ægtemand, godt garneret med Haydns Trompetkoncert udsat for næsehorn (!) og en hob andre digressioner. Men mest af alt en fortælling om at finde sig selv.

Forfatter, journalist, DR-researcher, kommunikatør, ægtemand, far, venstrehåndet donaldist, tidligere efterskolelærer, kirke- og kulturmedarbejder, havnearbejder og indmad i Rasmus Klump (!). Kært barn har mange jern i ilden og endnu flere skæve oplevelser med i bagagen.

I november udgav han bogen ”Det (meste) er sandt – 75 klummer om livet som selvudnævnt tøffelhelt”.

Selvom foredraget med samme overskrift kan indikere noget andet, er der mere latin end løgn i det helt igennem selviscenesættende, selvudleverende foredrag, der byder på en perlerække af historier fra Hans’ foreløbigt 50 år på jorden:

  • Hvorfor er det fedt at have briller i gymnasiet, men ikke som 10-årig?
  • Hvordan scorer man skolens sødeste? Hvor er linket mellem en for længst død afrikamissionær og Stephanie Surrugue?
  • Hvad er en rundstykkeløgn?
  • Og hvordan smager en lecanød?
  • Hvordan overlever man en hyper-kreativ, idealistisk far, der både er billedkunstner, overlærer, trykkeriejer, opfinder af klaphatten, spøg & skæmt-butiksejer og nyhedsredaktør på Danmarks ældste netavis?
  • Og hvordan siger man undskyld til sin altid kærlige kone for, uge efter uge, i flere år, at udbasunere hendes fortrædeligheder og dårlige vaner – og samtidig forsøge at iscenesætte sig selv som tøffelhelt – i den lokale ugeavis?

Det selviscenesatte foredrag, standup-show eller de åbenlyse og helt urimelige kvababbelser – for det er faktisk svært rigtigt at sige, hvad det egentlig er – krydres godt og nødvendigt med både billeder, videoklip og Haydns Trompetkoncert i Es-dur, spillet live på næsehorn (!), der med sikkerhed bringer smilet frem hos selv de mest skeptiske.

VelLyd

Der er lagt op til fantastisk stemning og velkendte toner, når VelLyd gæster Halvorsminde. Vellyd er de 3 professionelle rytmiske sangere Natasja Vinther, Anders Hornshøj og Heidi Bisgaard, som gennem mange år har sunget sammen og har afholdt koncerter i hele Danmark.

VelLyd elsker at arbejde med intensitet og klang og har i de seneste år høstet stor ros for netop vores evne til at fange og bevæge publikum med vores helt egen lyd.

En koncert med Vellyd byder på nye såvel som de gamle klassikere pakket ind i skønne harmonier, fællessang, sange om livet i alt hvad det indeholder og vigtigst – masser af fællesskab omkring musikken.

Program

  • 18:00 Foredrag med Hans Wendelboe Bøcher i foredragssalen
  • 19:00 Spisning i spisesalen
  • 19:30 VelLyd koncert i foredragssalen

Tilmelding nødvendig (max 132 pladser) 

Tilmelding foregår efter først til mølle princippet her på siden.

Tilmelding til foredrag og koncert
Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System